|
|
|
| Vestbanen – nok en gang |
Der har efterhånden været mange indlæg om Vestbanen i diverse aviser. Og nogle har jeg sikkert ikke læst. Men det har undret mig, hvorfor der ikke har været en mere konstruktiv debat. Vi hører en Thyge Nielsen, der blot forsvarer en driftsøkonomi og det skrækkelige i, at Regionen hidtil har udnyttet de mange millioner, som den tilsyneladende af en eller anden uforklarlig årsag har fået for meget i forhold til faktiske udgifter. Kan vi ikke få en forklaring på hvorfor Regionen får mere ”end nødvendigt”. Får vi for meget eller bruger vi for lidt? Bruger Region Syd eller Vestbanens bestyrelse for lidt på banen i fht. andre tilsvarende lokalbaner? Er servicen her i det vestjyske ringere end andre steder? Kunne man forbedre tog og køreplaner, så togene blev brugt mere? Kunne man bruge skinner og tog til noget andet end daglig transport til og fra skole, fritidsaktiviteter m.m.?
På den anden side hører vi Arbejdsgruppen til Vestbanens Bevarelse, som frygter en nedlæggelse af banen og erstatning af busser. Og frygten er vel forventelig, når man ikke får præsenteret et velbegrundet alternativ. Busser i sig selv er jo ikke et bedre alternativ. For hvor vil de køre, hvor ofte og til hvilken pris? Jeg har ikke set Thyge Nielsen eller andre præsentere en køreplan, man kan forholde sig til. Er det en X-bus fra Hvide Sande med kørsel udelukkende af Nymindegabvej m.m. med retning mod Varde og Esbjerg? Evt. suppleret med lokale ruter eller gratis telebusordninger, som kan rekvireres i samme tid som toget kører i dag – eller måske i døgndrift?
Jeg ser en Thyge Nielsen som udelukkende taler driftsøkonomi og beskylder modstandere for kas-setænkning. Og kassetænkning lyder da heller ikke godt i mine ører, men i andre sammenhænge ville en politiker sikkert med glæde stå frem og være stolt over at have skaffet penge til egnen. Hvad med at tænke mere konstruktivt - som jeg forestiller mig Varde Byråds begrundelse er for ikke at ønske banen nedlagt. Betragt banen som et aktiv i stedet for et problem. I stedet for udelukkende at betragte tingene med skyklap politik fokuseret på driftsøkonomi, så betragt det ud fra en bosætningsøkonomi og turistøkonomi.
Varde by klarer sig fint bosætningsmæssigt, men ifølge turistchefen sker der for lidt i Varde i week-enden. Hvad med at få fat i alle turisterne ude i kystområderne? Få dem på toget – ind til byen. Og gerne med et stop-over i stationsbyerne, så der også kan handles lidt der. Koordiner tingene, så der hver anden week-end sker noget såvel i Varde som i stationsbyerne. Få fat i en gammel ”strandbus” som kan samle op i Henne Strand, Blåvand m.v. og køre turisterne ind til stationsbyerne. Få fat i nogle af de mange togentusiaster, der findes. Måske vi kunne være heldige at finde en ældre årgang af ”Nevel-grisen”, som de ville køre med. Vi er så heldige her i området, at ha´ turisterne her. Tænk på hvad vi selv gør når vi er turister i udlandet. Vi opsøger det unikke. Lader os gerne transportere ud i landskabet i et ”Varde minitog”, et tog, en sporvogn eller andet for at opleve diverse seværdigheder, vingårde og lignende. Hvorfor er der ikke nogen, der griber mulighederne her? Det ligger lige for. Søg LAG-midler eller andre fondsmidler. Brug tog og skinner aktivt i stedet for at se dem som et problem.
Venlig hilsen
Henning Jensen Arkitektfirmaet Bahl Gl. Skole Sønderbyvej 51, 6855 Outrup
PS. Jeg er netop nu involveret i et stationsby-projekt i Vejen Kommune i samarbejde med Kultu-rarvsstyrelsen. I Vejen Kommune har der tidligere været i alt 6 banestrækninger gennem kommunen. Nu er kun 3 af strækningerne tilbage. I de byer, der er vokset op om de 3 nedlagte banestrækninger står nu kun stationsbygninger og andre bygninger, omkring stationerne tilbage og kan fortælle om det liv der var engang. Langs Vestbanen er der stadig et liv, og byerne har fortsat en identitet som stationsby. Hvis skinner og tog er væk ændres identiteten. F.eks. vil Outrup ændres til at være "Tidligere Stationsby". Og stationsbygningerne og pladserne omkring ændrer også karakter fra at være et af byens samlingspunkter til at fremstå lidt mistrøstigt uden liv. Som arkitekt må jeg bl.a. fremhæve Vestbane-stationerne i Nørre Nebel og Varde som rigtig fine eksempler på stationsarkitektur. Og i Nørre Nebel fungerer stationspladsen fortsat som et trafikknudepunkt for flere forskellige busruter.
|
| Lagt på nettet |
22-02-2010
af Henning Jensen
|
|
|
|
|
|
|
|
|